Forside Nyt Kalender Setliste Galleri Kontakt Bandet Links Input Output
06-08-2007 • Sommerferie!

Endnu engang fik vi kastet et job over disken på Café Ciffy i Hjørring, og som det efterhånden er reglen på Ciffy, startede aftenen lidt mat. Men efter midnat væltede det ind med folk, og det udviklede sig til en af de sædvanlige, fede aftener på næsten-hjemmebanen.

Resten af august måned er afsat til 'ferie' – dog har vi sagt ja til 'på afbud' at spille et job for Sæby Handelsstandsforening lørdag formiddag den 18/8 på Sæby Torv.
Forhåbentlig bliver der også tid til at rode og regere i øvelokalet med grej og repertoire – og der skal styr på de jobs, der venter i efteråret. Bl.a. har vi fået genvalg på 'Kaktussen' i Aalborg.
Følg med i kalenderen!

Vi ses derude – sommerhilsner fra Straight / Peder.



27-07-2007 • Musik under Trappen 2007

Selv om vejrguderne i den grad har modarbejdet os i sommerens løb, fik vi alligevel afviklet to rigtigt fede jobs mod slutningen af juli måned.

Lørdag den 21/7 deltog vi i Hirtshals Musikforenings årlige festival, 'Musik under Trappen', der byder på 10 dage med musik og aktiviteter hver dag.
Vi skulle slutte aftenen af i det store cirkus-telt på pladsen ved havnen, og selvom optakten blev lidt hektisk - bandet, der skulle spille før os, dukkede aldrig op! - så maste vi på med god hjælp fra det friske crew på pladsen.
Ved 22:30-tiden var vi klar, og det blev en kanon aften!

Som start på 2. sæt fik Brian's søn, Nico, sin debut som tønde-banker i Straight (se foto t.h.) – og efter publikums vedvarende klapsalver at dømme har vi her en afløser klar, den dag Brian lægger stikkerne.
Godt gået, Nico!
(der er flere fotos under 'Billeder')

Tak til Hirtshals Musikforening og alle deres medhjælpere for et kanon arrangement. Vi kommer igen næste år :-)

Torsdag den 26/7 stillede vi op til ferie-rock på Torvet i Sæby - og igen fik vi regnbyger i løbet af aftenen. Men mange, både turister og lokale, trodsede den spredte regn, og vi fik en rigtig god oplevelse. 'Danse-pladsen' foran scenen var faktisk pænt fyldt mod slutningen af aftenen - og de entusiastiske publikummer klappede os endda ind til et par ekstra-numre, så fik de også varmen i fingrene ;-)
Tak til Sæby Handelsstandsforening og til de mange af vore trofaste fans, der mødte op. Det er virkelig lækkert at se, at mange af jer kommer langvejs fra for at få en god aften med lidt rock 'n' roll!

Torsdag blev også aftenen, hvor vi 'indviede' vores nye PA-forstærker/mixerpult. Et projekt, vi var ret spændte på – men Tony fik hurtigt styr på alle knapperne, og vi hørte kun ros for den 'nye' lyd.

Vi ses derude – 16-kanals hilsner fra Straight / Peder.



09-07-2007
Mange gange er det helt uforudsigeligt, hvordan aftenen forløber på vores spillejobs.

Hos MC72 Tinghøj var vi i år rykket indendørs pga. det våde vejr – men vi gav den gas, og som det fremgår af gæstebogen, var der rykind på dansegulvet i løbet af aftenen. At vi så blev røget fuldstændig til, da et par friske MC'er lige skulle muntre sig med 'burn out' foran scenen er en anden sag – men alt i alt en god aften/nat.

Hos personaleforeningen på Novo Nordisk i Hjørring var en lille, men fest-stemt kreds samlet i det store party-telt – og man må sige, at de forstod at holde fest! En rigtig sjov og fed aften! Tak for god behandling og de mange positive ord!

Sommerfesten i Lønstrup var ligesom årets Roskilde Festival med på smat-bølgen. Men vi fik da kæmpet os vej gennem blæsten, regnen og mudderet til det mega-store telt på sportspladsen.
Selvom størstedelen af publikum 'sivede' i løbet af aftenen – enten fordi de syntes af musikken var for høj, eller fordi de havde lidt for 'store hoveder' efter fredagens udskejelser – holdt de unge blandt publikum gang i festen. Hermed også tak til Dorthe, Tony og de andre Lønstrup'er for god behandling!

Nu glæder vi os til årets udgave af 'Musik under Trappen' i Hirtshals. Vores tid er rykket en halv time til kl. 22:30, idet bandet FordT har klemt sig ind som første programpunkt lørdag aften. Men vi får lov at slutte festen af, og lever aftenen op til vores forventninger fra sidste år, bliver det rigtig fedt :-)

Fortsat god sommer fra Straight / Peder.



23-06-2007
Så lykkedes det at få booket et job til en af de fede sommer-aftener med live-musik på Torvet i Sæby. Torsdag den 26. juli trykker Straight den af fra mobil-scenen på torvet - om vejr-guderne vil!

I aften, Skt. Hans Aften, giver vi lyd til en privat fest for nogle af vore MC-venner - ellers er der også jobs de næste to weekender.

Vi tager det lidt afslappet i øveren her henover sommeren - men der arbejdes da på 'Ruby' med Kaiser Chiefs. Vi er lidt spændte på, hvordan den bliver modtaget af publikum.

Claus har fået sin fede custom-designede pedal-kasse. For at kunne betjene de mange fod-pedaler har han meldt sig til et FOF kursus i step-dans til efteråret.
Tony har indviet sin nye rack-tuner incl. special-bygget rack-kasse - og Peder er gået trådløs, hvorefter publikum fremover vil se ham styrte rundt på dansegulvet midt i sættene.
Brian har investeret i en Zoom-optager - en transportabel optage-tingest, der allerede har fanget Straight live på job og i øveren. Der arbejdes på at få nogle numre klar til en demo-CD. Mere om det til efteråret!

Vi ses derude - Rock 'n' roll hilsener fra Straight / Peder.



01-06-2007
Endnu et job overstået hos de flinke folk på Café Ciffy i Hjørring. Det blev et virkelig fedt job, kun sjældent har vi oplevet så mange mennesker på Ciffy.
Vi havde ellers vore bange anelser, idet vi havde konkurrence fra Pinse-karnevallet i Aalborg og tillige Rock Party på Knivholt/Frederikshavn. Vores aften startede da også med en kun halvfyldt café, men på en eller anden måde må det være rygtedes, at vi spillede på Ciffy - for efter midnat væltede det ind med publikum, og der var virkelig knald på resten af natten!

På det lidt mere private plan tog vi til fødselsdags-fest hos Tony dagen efter, Pinsedag. Selvom vejr-guderne ikke rigtigt var med Tony, havde vi en hyggelig dag - og vi kan kun sige: Tusind tak for sidst til Tony og Dorthe samt gentage endnu et stort tillykke :-)

Straight har rimelig travlt henover sommeren, så forhåbentlig ses vi derude!?
Rock 'n' roll hilsener fra Straight / Peder.



13-05-2007
Så er det dagen derpå efter vores weekend på Kaktussen i Aalborg.
Det blev en god, positiv oplevelse, hvor vi var heldige (?) at have pænt med publikum begge aftener (den annoncerede stripper, der skulle underholde et polter-abend selskab i Kaktussens selskabslokale så vi dog desværre ikke meget til).

Men der var flinke folk på stedet og besøg af nogle af vore trofaste supportere. Tak til dem og personalet på Kaktussen for et par fede aftener, vi håber vi kan vende tilbage en anden god gang ...

(I min grønne ungdom slog jeg mine folder i Aalborg. Jeg spurgte en af de flinke piger i baren, om ikke det var rigtigt, at Kaktussen dengang i 80'erne hed 'Rio Bravo'. Hun svarede: 'Jo, det er rigtigt nok, det er der tit nogle af de ÆLDRE blandt publikum, der spørger om!' Tak for kaffe, så fik jeg den!)

Ellers arbejdes der stadig på at finde en ledig weekend til en 'foto-session' – og desværre bliver der ved at komme forespørgsler på datoer hen over sommeren, hvor vi allerede er booket.
Men heldigvis er der også allerede udsigt til jobs i efteråret, så: følg med i kalenderen, Claus arbejder på sagen, og vi opdaterer jævnligt med nye datoer!

Endelig falder forårets ubetinget største begivenhed den 24. maj: uden at afsløre alt, kan vi fortælle, at dagens hovedperson er Tony, og at det vist nok har noget med en rund fødselsdag at gøre :-)

Vi ses derude, rock 'n' roll hilsener fra Straight / Peder.



29-04-2007
Et par lidt hektiske uger er veloverstået med jobs i Frederikshavn, Sæby og Hjørring. Baghus Cafeen og Café Ciffy er jo næsten blevet vores 'hjemmebane' i henhv. Frederikshavn og Hjørring - og med den opbakning vi får fra publikum begge steder, kan vi kun gentage: tak til personale og gæster for nogle fede aftener!

Lækkert at få prøvet Handelsstandsforeningens store mobil-scene i Sæby også - vi frøs noget om fingrene, men ellers havde vi en virkelig god formiddag på Sæby Torv. Det ser ud til, at vi vender tilbage til Sæby sidst på sommeren - følg med i kalenderen!

Nu tager vi lige en slapper i et par uger og får formen pudset lidt af i øveren - herefter går det løs med vores debut på Kaktussen i Aalborg. Vi glæder os ...

Med det vejr, vi har p.t., er det vel på sin plads at sige: fortsat god sommer - fra Straight / Peder.



04-04-2007
Det lykkedes at få Brian velbeholdent hjem fra Olympen - og op til påske er der igen blevet svedt i øveren.
I øjeblikket diskuteres det, om 'Tunnel of Love' er klar til at blive præsenteret for publikum ..?

Ellers er vi klar til forårets række af job – vi lægger ud på Baghus Cafeen i Frederikshavn fredag og lørdag den 13. og 14. april, hvorefter vi i den følgende weekend for første gang har job hos Peders bysbørn i Sæby.

Små og store ting i grejet er fornyet og justeret - tak til Bambi Lys for solidt arbejde med de vold-fede flightkasser :-)

Mange har efterlyst nogle lidt mere proff'e billeder af bandet - og det kan siges, at vi arbejder på at stable en eller anden form for foto-session på benene. Et par kompetente fotografer er indover som muligheder - derom nærmere i den nærmeste fremtid!

Rock 'n' roll og forårshilsner fra Straight.



02-03-2007
Ovenpå snestormen i uge 8 priser vi os lykkelige over, at vi ikke skulle på landevejen i weekenden 23. og 24. februar – Vendsyssel var begravet i sne!

For at få lidt fred sender vi igen Brian ud i den store verden. Denne gang drager han til Grækenland i et par uger for at demontere en mellemstor ocean-liner – eller noget ..?

Set-listen er udvidet med en gammel Gasolin' klassiker, og derudover har vi kastet os ud i 'Tunnel of Love' med Dire Straits – noget af en mundfuld, men vi har allerede pænt styr på de mange riffs og glæder os til at have nummeret med til forårets jobs.

Claus arbejder målrettet med sit nye 'fritids-band' – skulle der være én i Claus' nye slæng, der kan lære ham at stemme en guitar, er det noget vi virkelig vil sætte pris på i Straight ;-)

Desværre har spillejobs det med at ramle sammen – vi har fået en del forespørgsler på datoer, hvor vi allerede er optaget – men skulle du have lyst til at høre en gang gedigen rock 'n' roll, er der stadig mange muligheder i foråret og henover sommeren! Måske ses vi ..?

Rock 'n' roll fra Straight / Peder.



04-02-2007
Årets første jobs er spillet på Baghus Cafeen i Frederikshavn - tak til personale og gæster for et par rigtigt fede aftener.
Ombygningen af cafeen er ikke helt færdig endnu, men det tegner lovende med den nye over-etage og dermed en del mere plads til gæsterne.

Fredag aften den 3/2 havde vi besøg af Tom McEwan, der i øjeblikket turnerer med forestillingen 'Otto er et næsehorn' og altså var nået til Frederikshavn i turné-planen. Vi fik lidt hygge-snak med denne festlige og totalt u-krukkede fyr - Tom er jo iøvrigt selv en virkelig habil trommeslager.
Ellers var der navnligt lørdag virkelig fyldt op på Baghuset, og gæsterne fik i den grad sunget igennem på 'Deruda', 'This is my Life', 'Speedy' osv.

Lidt dramatik bød weekenden også på, idet det ene af fire hjul på Tonys trailer døde undervejs til Frederikshavn fredag aften. Heldigvis led hverken Tony eller grej overlast, og held i uheld var det også, at vi jo ikke skulle fragte grejet hjem fredag nat.
Med vanligt praktisk overblik fik Tony organiseret en løsning i løbet af lørdagen – og hjemtransporten lørdag nat foregik i god ro og orden!

Bemærk at jobbet på Café Ciffy, Hjørring, i april er ændret. Ved en fejl var vi booket til fredag den 27. april – men den rigtige dato er altså lørdag den 28. april.

Vi ses derude – Rock 'n' roll fra Straight / Peder.



25-01-2007
Så er Straight klar til at tage fat på 2007!

De nye numre på set-listen sidder, hvor de skal – et helt nyt nummer har endda lige nået at snige sig ind, nemlig 'Speedy' fra Kim Larsens seneste CD.
Et nummer, der ligger lige til højrebenet for Straight, og med Claus' uforfalskede københavnske forsang går den rent ind ;-)

Håber vi ses den 2. og/eller 3. februar – vi glæder os ihvertfald til at besøge den ombyggede Baghus Café i Frederikshavn.

Rock 'n' roll fra Straight / Peder.



31-12-2006
Hermed en nytårshilsen til fans, familier, spillesteder osv. Tak for et godt år - vi glæder os til at fortsætte i 2007!

Tak til Ritz i Frederikshavn for en god aften 2. juledag - og tak til vores trofaste fans fra Frederik Jensen's, uden jer var aftenen ikke blevet den samme ;-)

Det lykkedes af få Brian hjem fra Norge inden jul - noget især hans familie var glade for! Vi har ikke hørt nogen katastrofe-meldinger fra Norges land, så tilsyneladende lykkedes det Brian at få samlet skib og motor rigtigt.

Januar vil blive brugt i øvelokalet, hvorefter første job i 2007 er den 2. februar på Baghus Cafeen i Frederikshavn.

Godt nytår fra Straight / Brian, Claus, Tony & Peder.



12-12-2006
For at få fred til at forberede os til julen har vi sendt Brian et par uger til Norge, hvor han vist nok skal skille et vikingeskib ad. Hvorvidt skibet derefter skal samles igen, vides ikke ... men med Brians evner burde det nok kunne klares på fjorten dage.

Det går rigtig godt med at booke jobs i 2007 - til maj skal vi for første gang hærge spillestedet 'Kaktussen' i Aalborg, noget vi glæder os meget til. Og ellers er der indtil videre gensyn med Baghus Cafeen og Café Ciffy.

Et par nye numre, Springsteens 'I'm going down' og Bon Jovi's 'Who says you can't go home' - et par lækre rockere der passer perfekt til Straight (og omvendt!) - har sneget sig vej ind i repertoiret. Herudover arbejder vi med et par klassikere, 'Honky Tonk Women' og 'Brown eyed girl' - nyt guf til jobbene i 2007!

Fortsat god jul fra Straight / 'Santa Claus'.



23-11-2006
Straight fejrer jul hos Sussi & Leo!
Yep, vi ofrer en af juledagene og rykker ud til en gang jule-rock på Ritz i Frederikshavn - nærmere bestemt 2. juledag, den 26. december.
Efter at Sussi & Leo rykkede teltpælene op og forlod Skansen i Skagen, er Ritz blevet stedet, hvor man nu kan opleve kult-duoen.
Det skal dog lige siges, at hverken fruen eller hendes gemal vil være til stede 2. juledag - de er nemlig optaget af job andetsteds, og hvad var mere naturligt end at hidkalde Straight som erstatning ;-)
Vi glæder os til at besøge det hæderkronede spillested i Frederikshavn, Danmarks svar på Liverpool.

God for(h)jul fra Straight / Peder.



03-11-2006
Så rundede Straight sin 1 års fødselsdag med den nuværende besætning :-)

Vi har nået rigtig meget - at øve repertoiret op helt fra bunden, at få forbedret og udbygget vores grej - og ikke mindst: at spille en masse fede jobs for jer derude!
November bliver brugt på at supplere og finpudse set-listen, og Claus har allerede booket de første jobs i 2007.

Vi glæder os til at fortsætte udviklingen af bandet – rock on fra Straight / Peder.



20-08-2006
Det har været en rigtig god sommer for Straight!

Sidst i juli gav vi vores bidrag til Hirtshals Musikforening's 'Musik undet Trappen' - 8 dage med musik hver aften i det store telt på havnen i Hirtshals. Vi fik lov at slutte af lørdag den 22. juli og havde en rigtig god aften. Tak til Musikforeningen for et kanon arrangement.

I august har vi spillet fredag/lørdag-jobs på både Café Ciffy i Hjørring og Baghus Cafeen i Frederikshavn. Det har også været et par rigtig fede weekender med masser af gæster og god resons. Tak til Mille for fine fotos fra Café Ciffy - se dem under 'Billeder'.
Vi håber, vi snart kan vende tilbage til både Hjørring og Frederikshavn - vi glæder os til at tjekke Baghus Cafeen ud efter endt ombygning :-)

Tak til alle jer derude, der har støttet os (og rost os, så vi er næsten helt flove!) fra STRAIGHT / Peder.



04-06-2006
Efter endnu et par veloverståede jobs - på Café Ciffy i Hjørring og Færgekroen i Hirtshals - siger vi tak til personale og publikum for et par supergode aftener og en masse positiv respons. Vi vender stærkt tilbage på begge spillesteder senere på året.

Vi har også haft premiere på vores nye lys-anlæg - det er lige prikken over i'et, når vi trykker den af derude i nattelivet. Brians teint bliver noget mere appetitlig i grøn belysning :-)

Desværre har vi måttet sige farvel til vores øve-lokale på Nordgården - tak for en god tid til alle på stedet. Vi regner med at have fundet nyt logi indenfor ganske kort tid (Ja, det lyder utroligt, men vi har faktisk brug for at øve lidt, ind imellem ;-)

Næste job er hos MC Rødspætterne i Frederikshavn den 17. juni - og hos Claus og Lotte i den ny-erhvervede pragtvilla gløder telefonen, Claus er i fuld gang med at booke nye jobs til efteråret. Følg med i kalenderen ...
God sommer til alle fra STRAIGHT / Peder.



13-04-2006
Så lykkedes det også at få leveret tre sæt rock 'n' roll på Lønstrup Cafeen.
TAK til de gæve borgere i Lønstrup, der sluttede vinter-sæsonen af med et kanon arrangement med lækker mad og bagefter lidt rock til øregangene - og danseskoene :-)
Næste job er 5. maj i Hjørring - og derefter går det slag i slag sommeren over. Vi glæder os til at se jer derude - festligt forår fra STRAIGHT.



11-03-2006
Årets første job er spillet hos Ronni på Baghus Cafeen i Frederikshavn – TAK til jer der kom og backede os op – og det er allerede nu sikkert, at vi vender stærkt tilbage efter sommerferien.
Ellers går det slag i slag med at få jobs i kalenderen – der sker lidt justeringer på grej-fronten, og setlisten bliver nu finpudset og udvidet.
Vi ses derude i løbet af foråret og sommeren - ROCK 'N' ROLL hilsner fra STRAIGHT / Peder.



24-02-2006
Så er der begyndt at komme lidt jobs i kalenderen. Vi starter ud på Baghus Cafeen i Frederikshavn den 9. marts - og efter vinterens hårde slid i øveren glæder vi os til at komme ud og trykke den af på spillestederne ...

Og så skal vi da lige sige tillykke til Claus med den nye Gibson SG Standard. Efter 3 måneders ventetid skete miraklet endelig for Vendsyssels mest tålmodige guitarist: fredag den 17. februar afleverede posten en sprit-ny guitar til Claus, der omgående gik i ekstase og efter sigende har opholdt sig i øvelokalet lige siden ...



05-12-2005
Så har vi fået en mulighed for at prøve tingene lidt af. Vi er klar til at fyre 2 sæt af.
Vores "debut" bliver den 9. december, hvor vi trykker den af for et forhåbentlig feststemt publikum ved vores husværters årlige julefest.
Desuden går Claus og venter på at sin nye Gibson SG Standard kommer hjem fra USA. ( Cool )

From the members of STRAIGHT. *MERRY CHRISTMAS TO YOU ALL*



26-09-2005
Straight er fuldt bemandet igen.
På guitar er Peder lyng tiltrådt. Peder har en hel del erfaring bag sig og har spillet i mange forskellige sammenhænge. Han har blandt andet tilbage i 70èrne og 80èrne spillet i 'Mayflowers' og 'United' og for nylig det opløste 'Live and Dangerous' (Thin lizzy jam ) for at nævne nogle få. Peder har en fremragende hjemmeside om hans musiske baggrund (se under vores links).
Tillige har vi fået Brian Bruun på trommer. Brian er også gammel spillemand med erfaring bag sig. Brian har blandt andet banket tønder i 'Humphrey' og 'Dee-Kay'. Brian har undskyldt sig med, at han er noget rusten, men hvem ville ikke være det efter mange års pause. Og Brian har allerede vist sit værd og er meget engageret.
Straight er ved at køre repertoiret op og det går forrygende. Det svinger og sammenspillet går også rigtig godt. Samtidig bliver der selvfølgelig en naturlig opdatering af vores numre, så der kommer helt sikkert lidt nyt tråd på banen. Men selvfølgelig i samme stil.



Dennis og Simon har valgt at forlade Straight, og vi to andre i bandet vil gerne sige gutterne tak for et godt samarbejde og for en fed tid. Ses jo nok på de skrå brædder. Vi ( Claus og Tony ) fortsætter Straight og er i gang med at finde en ny trommeslager og en ny guitarist / (keyboard). Koncert den 23. og 24. september på Baghuset bliver udsat/aflyst, men vi regner og satser på at vende så hurtigt som muligt tilbage. Rock`n roll. See you out there.



Straight har haft deres debut på Baghuset i Frederikshavn med succes og er derfor parat til at komme lidt ud og spille på de lokale spillesteder.
Endvidere har Straight mere eller mindre fået en aftale i hus på Jerrys i Frederikshavn hvor Straight hver anden måned skal spille den først kommende lørdag.



Støttearrangementet d.28.jan.indbragte 10.000 kr.som d.12.feb. blev overrrækket til rødekors. Dette foregik på musikoasen i Frederikshavn hvor der selvfølgelig også blev spillet musik. Flot arrangement arrangeret af bandsne Amnesiac og Dick patatoes.



Straight deltager i en støttekoncert til sydøstasien. Koncerten bliver arrangeret af musikoasen i Frederikshavn i samarbejde med støtteorganisationerne og multietnisk forening og bliver afholdt i maskinhallen i Frederikshavn d.28.Jan. Al indtjening går til hjælpearbejdet i sydøstasien.



Sidste nyt i bandet er at Dennis har købt en Gibson Les Paul Artist 79 som han i længere tid har gået og kikket på. Billeder af den er på vej. yeahhhhh



Så er Straight`s hjemmeside ved at være på plads. Vi er så småt kommet frem til formen på den. Vores kære web-master har fået grå hår undervejs, da Claus fra bandet har haft en finger med i spillet. Siden vil blive udviklet hen ad vejen og vil løbende blive opdateret. Folk er velkomne til at komme med ris og ros til hjemmesiden gennem gæstebogen.



Det vil være på sin plads lige at takke Telia for at de ville overdrage domænenavnet ( Straight ) til bandet. Tak for det. Det er vi meget glade for.



Sidste nyt i bandet er at Dennis truer med at anskaffe sig en Gibson Les Paul. Det glæder vi os alle til. Endvidere skal det siges at Dennis også er i gang med at bygge et kabinet med fire 12 Tommer enheder.(Celestion)